Klik her for at komme til forsiden
 
   
 
 
   
Skriv til mig Klik for at gå til forside Skriv til mig
 


Det har været - og er måske stadig - en udbredt opfattelse, at gestaltterapien er meget konfronterende. Som jeg praktiserer min rolle som terapeut, er den at være skiftevis støttende, ledende og provokerende/konfronterende afhængig af klientens situation.

Min metode er at spejle klienten i sine handlemønstre, så de bliver klare. Mit mål som terapeut er at bringe klientens ressourcer frem i lyset. Mit ønske for klienten er, at livsglæde og selvværd må få mere plads.

Den tomme stol og den varme stol er vigtige redskaber i det gestaltterapeutiske arbejde. Den varme stol sætter du dig i som klient i det øjeblik, du beslutter dig for at ville arbejde med en problematik. I den varme stol er det hensigten, at du bringes i kontakt med dine autentiske følelser. Den tomme stol benyttes eksempelvis, når du føler dig splittet mellem to følelser, f.eks. at ønske et nyt job og samtidig være stærkt knyttet til det gamle. I den ene stol vil du noget nyt, i den anden vil du ikke. Gennem den dialog, der kommer ved, at du flytter fra stol til stol, kommer vi ind til problemets kerne, og du bliver forhåbentlig mere klar på, hvad det virkelig er, du ønsker og hvilke følelser, der ligger bag.

Kropssproget siger ofte meget mere end de ord, der kommer ud ad munden. Ved at være dit spejl, vil du blive opmærksom på en eventuel uoverensstemmelse mellem ord og kropsudtryk. Som oftest er det kroppen og ikke hjernen, der er den klogeste.

Gennem tegning får kroppen og følelserne lov til at tale. Når du udtrykker dig gennem en tegning, kommer du ofte i kontakt med sider af dig selv, som du ikke tidligere har været opmærksom på, for hånden og kroppen er som regel ikke så strenge "censorer", som din hjerne er.

Dine drømme er vigtige beskeder, som du sender til dig selv om natten. Så hvis du tager dine drømme med i terapi, har du mulighed for at finde ud af, hvilken rigdom af information om dig selv, du indeholder.

Gestaltterapien indeholder mange metoder til at komme i kontakt med det, der er dit sande jeg. Det eneste, du som klient skal medbringe, er din lyst og længsel efter at lære dig selv bedre at kende.